Natten mellem torsdag og fredag blev der indgået aftale om en 1-årig forlængelse af overenskomsterne i finanssektoren. Løn og andre satser forhøjes med 1,07% pr. 1. april 2011, og der nedsættes i øvrigt nogle udvalg til forberedelse af overenskomstforhandlingerne i 2012. Det er positivt, at parterne så hurtigt kunne komme frem til et resultat. Bestyrelsen i Sydbank Kreds bakker fuldt ud op om denne forlængelse. Den samfundsøkonomiske situation betyder, at vi ikke kunne forvente et bedre resultat ved en flerårig aftale.
Kredsens hovedbestyrelsesmedlem Jarl Oxlund udtaler: "I Sydbank fik vi et rigtig fornuftigt resultat i 2009 og er også kommet godt fra start i 2010, men vi er samtidig del af en finanssektor, som har svære betingelser i øjeblikket. Derfor er en 1-årig forlængelse med en moderat lønstigning den mest ansvarlige løsning i situationen. Aftalen giver den fornødne ro for både arbejdsgivere og medarbejdere. Det var en anderledes positiv forhandlingsposition parterne havde ved sidste overenskomstforhandling, som uændret udløser en lønstigning på 3,7% pr. 1. juli 2010."
OK-resultatet skal godkendes på et repræsentantskabsmøde i Finansforbundet den 7. juni 2010 og kan derefter sendes til urafstemning blandt medlemmerne efter den 10. juni.
Læs Finansforbundets kommentarer til OK-resultatet
Læs mere om baggrunden for den et-årige aftale
(28/05-2010)
 |